Modulerne:

Forløbet er bygget op af moduler af 3 dages varighed/weekend, 20 timer pr. gang. Der er 8 moduler i grundforløbet, og derudover moduler i en overbygning med særligt indhold.
Det er obligatorisk at starte med modul 1, derefter modul 2. Resten af modulerne kan tages frit. Det anbefales dog at tage dem i rækkefølge, hvis det er praktisk muligt.
Der kan være fra 1 mdr. til 6 mdr. eller længere mellem modulerne, alt efter behov. Det er godt, hvis der flettes kurve og øves på det lærte mellem modulerne. Det er i fingrene, teknikkerne indlæres og huskes. GENTAGELSE.
Det er også muligt at få glæde af forløbet, selv om der kun flettes på modulerne.

Ved hvert modul bliver der præsenteret nye teknikker, som der arbejdes med. Jeg viser en teknik og underviser derefter den enkelte, hvor vedkommende befinder sig rent teknisk og formmæssigt. Jeg hjælper den enkelte til at overskride nogle barrierer. Nøjagtighed og præcision opøves ved at arbejde med opmærksomhed på det væsentligste.

På modulerne vil der 2 gange dagligt være en fælles stillestund på 5-8 min, for dem der har lyst.

Jeg videregiver mine arbejdsmetoder, og hjælper deltagerne med at opbygge en arbejdsdisciplin med materialerne og værktøjet i værkstedet. Der bliver lagt vægt på at give de deltagere, der skal bruge det, undervisningsteknik. Der bliver præsenteret litteratur og inspiration fra kurvemagerverdenen.
Der udstedes et kursusbevis efter hvert modul, og endeligt efter alle 8 grundmoduler.